TAK TAK, DURAN DURAN

Indrømmet. Det er ikke udpræget maskulint at være erklæret fan af "The Fab Five". Og når man tilmed fravælger en kvartfinale mellem Spanien og Italien for at se dem live for tredje gang, bliver det næppe mere fesent. Men jeg er ligeglad. For hverken Torres, Villa, Toni eller Buffon kan måle sig med Taylor, Taylor, Rhodes og LeBon.

Koncerten og tv-kampen varede lige længe - nemlig 120 minutter inklusive forlænget spilletid. Men i KB Hallen blev den ikke 0-0. Birmingham-drengene leverede (som altid) varen, og vi åd af deres hånd.

Jeg havde (snobbet som jeg er) håbet på, at de ville nedtone firser-repertoiret og i stedet promovere deres nyeste Timbaland/Timberlake-producerede plade Red Carpet Massacre. Mit skrækscenarium var nemlig en sing along-aften for fede, fyrreårige forstadsfruer, der holdt op med at høre Duran Duran efter Notorious.

Men alle fik, hvad de kom efter - både forstadsfuer og snobbede fans. Nemlig en velafstemt cocktail af helt nyt, helt gammelt og en masse (godt) ind imellem. Og apropos ind imellem. Halvvejs inde i koncerten blev sessionmusikerne sendt til pause, mens det resterende af originalbesætningen (Andy Taylor er ikke er med i comeback-versionen af DD) - stående forrest på scenen ved hvert deres keyboard (a la Kraftwerk) - leverede et sæt elektronisk arrangerede versioner af en håndfuld perler fra skatkammeret. Fabelagtigt!

Der var selvfølgelig en masse guld, de havde ladet blive hjemme. Men det var en fed pakke, de havde med. Jeg står der også næste gang.

I øvrigt nåede jeg hjem til straffesparksafgørelsen mellem Spanien og Italien.

Sætliste (som jeg husker den):

Første del:
The Valley, Red Carpet Massacre, Nite-Runner, Hungry Like the Wolf, Planet Earth, Falling Down, Come Undone, Skin Divers, The Reflex, Save a Prayer, A View to a Kill

Elektronisk sæt:
Last Chance on the Stairway, All She Wants, Warm Leatherette, I Don’t Want Your Love, Skin Trade, Tempted

Anden del:
Notorious, Girls on Film, Papa Was a Rolling Stone, Ordinary World, (Reach up for the) Sunrise, Wild Boys

Ekstranummer:
Rio

JEG ER IKKE DANSKER, OG SO FUCKING WHAT

Jeg hader racisme og dagbladet Politiken. Det første er sandt; det andet er løgn. Men jeg hader avisens billige leflen for de "rummelige" avislæsere, som den kommer til udtryk i deres Jeg er også dansker-kampagne.

Det er cool nok, at Politiken bruger ressourcer og deres position som meningsdannende medie til at påvirke debatten. Men fuck hvor er det forudsigeligt og letkøbt at iklæde danskere med forskellig etnisk oprindelse en t-shirt, der fortæller, at de også er danskere.

Det er Politiken, når den er værst.

En og anden vil sikkert forsvare letkøbtheden med argumenter som, at den anden lejr (DF) vel ikke har patent på fladpandede budskaber og slagfærdig retorik. Det er jeg helt enig i - men så gør det dog helhjertet - det er jo netop det, Pia Kjærsgaard vinder på. Hjerte.

Hav noget mere på hjerte end det billige pis!

Avisen kan da ikke seriøst mene, at det eneste saliggørende i dette land er at være dansk. En ordentlig frisindet avis vil da til enhver tid forsvare, at uanset hvem du er, hvad du tror på, og hvor du kommer fra, skal du respekteres. Man skal da ikke gøre sig fortjent til sine medmenneskers accept ved at have opnået dansk statsborgerskab.

Havde der stået "jeg er ikke dansker, og hvad så?" på Politikens t-shirts, havde de taget et standpunkt, som måske selv bladets egne læsere ville finde værd at diskutere over Emmerys boller søndag morgen.

Jeg bliver så træt.