Det bedste ved at have fødselsdag i januar er, at der er udsalg. Så kan man nemlig ønske sig større gaver. Kan man ikke?
Der er for eksempel udsalg hos Bien Caché på Gammel Mønt 35, hvor de har nogle fede, sorte læderbælter, jeg gerne ville eje. Min størrelse er 85 cm. De har også et sort Raf Simons-slips med en stribe i, som er for fedt.
Jeg kunne også godt bruge et par sorte læderhandsker. Jeg ville nok prøve at finde dem på 1. sal i Illum, hvor der er udsalg. Min handskestørrelse er 7-8.
Hvide skjorter i str. 40 (m) kan jeg ikke få nok af. Måske er der noget at finde på udsalg hos BC (Birger Christensens herrebutik). Måske hos Filippa K. Eller i OZ eller Company's eller Pede & Stoffer. Eller måske i Badeanstalten, der har ophørsudsalg.
Mit figen-duftlys fra Dyptique i Paris er ved at være brændt ned. Jeg mener, de har dem hos Storm i St. Regnegade 1. Her er der også mange fine coffee table-bøger og dvd'er.
Apropos dvd'er. Jeg mangler sæson 8 og 9 af Seinfeld. Og nu vil jeg også gerne snart i gang med serien Curb Your Enthusiasm. Begge serier forhandles i Fona 2000 på Strøget.
Ny musik er altid interessant. Eller gammel.
Årets forestående skiture ville blive fuldendt med et rygskjold, en hjelm og en skistøvletaske, som man kunne formode, at Stadium ville føre. De har sikkert også de Nike Dri-fit løbehandsker og -hue, jeg ønsker mig. Foruden et regnsæt til løb. Og en gymball (70 cm). Og et par fodboldstøvler (41,5 - 42), som på udsalget koster langt under de ca. 1000 kr., de er nedsat fra.
Derudover ville en brødrister, en badevægt og et barberspejl på fod gøre mig ovenud lykkelig. Jeg mangler også en sort paraply. Og et fedt skopudsesæt. Og en funky hue. Og neonfarvede stofledninger (gerne forskellige) fra Magasin til de to lamper over langbordet. Og hvide t-shirts (de tynde) fra Samsøe i str. M. Eller armygrønne.
Og alt muligt andet...