torsdag, oktober 09, 2008

GRANOLA ER TILBAGE





For et lille års tid siden lukkede Københavns hyggeligste café, Granola, midlertidigt for at flytte fra ostebaggården på Værnedamsvej til flere kvadratmeter på den anden side af gaden.

Vi var flere, der var skeptiske. For den lille hemmelige café i gården, der havde plads til 12-13 gæster (hvis man tog kontoret til hjælp), var fantastisk i sin blanding af håndsnedkereret købmandsbutik-inventar og 50'er-americano décor (i form af is-emaljeskilte og original milkshaker). Indretningen var über, kaffen var spitze, og juices og shakes var i en klasse for sig. Morgenmadstallerknen med ristet rugbrød og ost var en husspecialitet, som man gerne ventede på i halve timer, til der blev et bord ledigt. Og HAVREGRØDEN! med seks slags frugt var værd at slå ihjel for.

Ville alt det gode overleve i nye rammer?

Min skepsis blev gjort til skamme. Nu er Granola endelig genåbnet i nyrestaurerede lokaler, der om muligt er endnu federe indrettet end de gamle. Nu i 30'er-stil. Interiøret er überspitzenklasse (understreget af terazzogulvet med Granolas eget navnetræk i). Morgenmadskortet har overlevet - og er blevet suppleret med et virkelig appetitvækkende frokostkort (jeg fik dog lov at bestille havregrød kl. 15 en travl lørdag, respekt). Og udvalget af små kolonial-specialiteter som konfekture, te og kaffe (eget brand) mm til at tage med hjem hiver i tegnebogen.

Se så at komme derned med dig!

Ingen kommentarer: