HVAD LAVER DU?

Hvorfor er det interessant for andre at vide, hvad jeg arbejder med?

Kan min borddame ikke danne sig et indtryk af mig uden at få at vide, at jeg er funktionær? Eller min frisør; ville hun stoppe med at snakke mig efter munden, hvis jeg malede vejstriber, importerede clockradioer eller opdrættede økologisk kvæg i stedet? Nej vel?

Hvorfor er det så, at bekendtskaber altid indledes med en stillingsbetegnelse?

For nylig var jeg til forældremøde i min søns nye klasse. Og som icebreaker havde eleverne fundet ud af, at de hver især ville introducere deres forældre for resten af forsamlingen. Det lød nogenlunde sådan her. "Jeg hedder Sofie. Det her er min mor, Bente. Hun arbejder med assert management i Jyske Bank. Og det her er min far. Han hedder Henrik og er human resource-ansvarlig i Novo Nordisk."

De er 24 elever i klassen... Fuck hvor schlaf'eren. Havde de regnet med, at forældremødet skulle udmønte sig i nye erfagrupper?

Men det er jo ikke ungernes skyld. De er bare kvajet opdraget.

Hver gang de ser folk interviewet på tv, er det altid med stillingsbetegnelse. Og det stikker jo helt af. Man stopper en mand på Vimmelskaftet og spørger, hvad han mener om rydningen af Ungdomshuset. Det gør man, fordi han er en tilfældigt forbipasserende samfundsborger med en formodet mening om, hvad der sker i kongeriget. Ikke fordi han er cykelsmed eller parkeringsvagt.

Skulle man endelig skrive noget med relevans til ovenstående emne, kunne det være hans bopælskommune. En sønderjyde, der vil have rømmet Ungeren, Christiania, Pumpehuset og Store Vega, kan man ligesom bedre vurdere vigtigheden af end en, der bare er salgsrepræsentant.

Jeg mener, vi kan fortælle hinanden mere interessante ting, end hvordan vi finansierer huslejen. Fra nu af vil jeg aldrig mere spørge en borddame, hvad hun laver. Jeg vil spørge, om hun er glad. Eller hvem hun stemmer på. Eller om hun spiser nok fisk. Eller om hun døjer med appelsinhud. Eller om hun har en god tandlæge. Eller om hun kan li Poul Krebs. Eller om hun er single. Eller kunne tænke sig at blive det. Eller?

Opfordringen er hermed givet videre.