4 timer. Jeps. Fire fucking timer fik jeg lov at sidde og vente på skadestuen med min Ida, der havde jokket i et smadret glas på bare fødder. Bevares. Det var ikke fordi, hun var i overhængende fare eller noget. Og jeg er da helt cool med, at hvis der kommer et hustruvoldsoffer, som skal have pillet en knytnæve ud af munden, må man pænt vente så længe. Men det retfærdiggør edderperkemig ikke en ventetid på en sjettedel døgn - uanset hvad man fejler.
Hvem fanden har besluttet, at man skal ydmyges på den måde, når det eneste, man i virkeligheden har brug for, er handlekraft? På engelsk hedder det emergency room. Altså en en nødstue. Og man lader sgu da ikke folk, der er i nød (eller tror de er det), sidde og vente halve nætter. Eller det, der er værre (en anden patient havde ventet 7 timer).
Der går ikke længe, før man bliver ond. Først på sygehuset, som ud over ventetiden byder folk at sidde på fastnaglede træstole - klinisk rensede for komfort. Fesne farver på vægge og gardiner. Slap lekture. Et tv spændt fast under loftet, nøjagtig højt nok til at man ikke kan skrue op for lyden og høre, om Schmeichel har købt Brøndby eller hvad. Sløje lokummer med gå-væk-narkoman-lys i loftet. Og kaffe- og sodavandsmaskiner til fri afbenyttelse for dem, der huskede at forsyne sig med kontanter, inden de ræsede hjemmefra med blødende lemmer eller børn. Det gjorde jeg ikke.
Så er det medpatienterne, man ser sig sur på . Hvad sidder de her for med deres små latterlige skader? Hvis ham den fede, der sidder og stønner, mens han holder sig på dunken, kommer ind før os, går jeg amok. Tager gidsler. Med brugte kanyler. Han kunne jo se den mavepine komme på lang afstand med de svinske madvaner. Svumpukkel! Tænker jeg. Og mener det lidt.
Og hvad sker der for skattefar? Hvad fanden er det i grunden, han fiser rundt og laver med 63 procent af min løn, mens jeg sidder her med min datter, der ikke engang kan falde i søvn på det her følelseskolde østblokhospital, fordi hun fryser. Han kan eddermamer være glad for, at jeg fik den tandregulering - ellers havde jeg smadret ham. Eller flyttet til Monaco. Hvor mange kunder ville vi andre lige have, hvis vi behandlede dem på denneher måde? Men det gør vi ikke, for så ville vi gå på røven. Og denneher fucking skadestue fortjener også at gå på røven. For så kan den lære det! Men den kan jo ikke gå på røven. For den bliver underholdt af min skat. Og ham den fede stønners.
Nu går jeg hjem og googler det politiske parti, der går hårdest ind for privatisering af sygehusene. Nej, af alle offentlig instanser. Nej af ALT! Og så stemmer jeg på dem, uanset hvad de i øvrigt går ind for. Af skadestue bliver man klog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar